Profile index



Om foreningen
Ide og formål


Søg: 

2006: Kongelige forbilleder

Læserbrevet har været bragt i B.T. 23.1.2006

Som dyreven bliver man frygtelig ked af det hver gang man får præsenteret en menu fra et selskab hos de kongelige, som ellers fremtræder nok så sympatiske og følelsesfulde.
Foie gras er fedtlever fra tvangsfodrede ænder og gæs. Leveren svulmer op til 10 gange normal størrelse og mister det meste af sin funktionsevne. Det er udenfor enhver tvivl, at dyrene lider på det grusomste. Derfor er produktet forbudt at producere i Danmark, men det afholder åbenbart ikke nogen fra at importere det og de kongelige fra at efterspørge det.
Dådyrene må formodes at været aflivet under jagt, som er en yndet forlystelse i kredsen omkring de kongelige. Problemet med at slå ihjel på afstand er, at man langtfra rammer plet hver gang, men forårsager mere angst og lidelse end de fleste har lyst til at se i øjnene. At man gør drab af dyr til fest og fornøjelse kan i sig selv virke meget krænkende på andre mennesker.
Mange af de fornemme gæster optræder i dyrepels – et produkt som man retfærdigvis kunne mene tilhører dyrene selv. Bag de fleste dyrepelse ligger mange, mange dyrs uværdige liv i små bure eller sågar afpelsning, mens dyrene endnu lever. I dag er der ikke andre begrundelser for at vælge dyrenes pels som overtøj end ønsket om at signalere magt og status.
Håbet er, at Mary eller andre friske kræfter i kongehuset bliver bevidst om disse urimeligheder og har myndighed til at gøre synspunkterne gældende – hjulpet på vej af samfundsudviklingens afstandtagen til middelalderligt barbari. Det vil i fremtiden være nødvendigt for kongehuset, at de fremtræder som forbilleder på et højt etisk niveau.

Annette Illum Rosenmunthe
www.respektfordyreliv.dk


[ Tilbage | Print | Send til en ven ]

Emner
Arrangementer
Artikler og breve
Billedgalleri
Digte og kloge ord
Fra det virkelige liv
Gode råd om dyrevelfærd
Høringssvar
KATTENS DAG.
Love og bekendtgørelser
Offentlige kontakter
Vores årsmagasiner


Hesteinternatet af 1999 • Tlf. 40 37 16 89