Profile index



Om foreningen
Ide og formål


Søg: 

2008: Kampen imod jagt

Skrevet af Annette Illum Rosenmunthe
Netværkskoordinator for Respekt for dyreliv
mail@respektfordyreliv.dk
www.respektfordyreliv.dk


Den 4.3.2008



Det Dyreetiske Råd
Att. Stine B. Christiansen
Grønnegårdsvej 8
1870 Frederiksberg C.


Emne: Jagt, også kaldet hobbyjagt, fritidsjagt, sportsjagt, lystjagt - med andre ord: Skydning af dyr for sjov og underholdning

Jeg tillader mig hermed at forelægge for Det Dyreetiske Råd spørgsmålet om, hvorvidt jagt er en acceptabel foreteelse.
Menneskers omgang med og behandling af dyrene er i stadig højere grad genstand for diskussion og kritik, og dyreværnsforeningerne møder bestandig større tilslutning.
Jeg vil håbe, at spørgsmålet vil blive søgt afklaret i samarbejde med Det Etiske Råd, for det rummer i høj grad problematikker fra begge Råds interesseområder.
Jeg har beskæftiget mig med jagt i årevis - observeret på mine daglige, lange vandreture i al slags natur, diskuteret med gamle, erfarne jægere og fulgt med i relevant litteratur. I sommerhalvåret (bukkejagtsæsonen) kører min mand og jeg landet tyndt i vores (lille energivenlige) autocamper.
Dokumenterende og uddybende materiale fremsendes gerne.

Definition og afgrænsning

Jagt er den aktivitet, hvor mennesker skyder og anskyder de såkaldt jagtbare vilde dyr for at opnå spænding, fornøjelse, lyst, tidsfordriv, konkurrence, magtfølelse, prestige, samvær med andre, mm. Jagt er i jægerens interesse men til dyrets ulykke, og dét, jægeren opnår, kan i det store og hele opnås ved andre og mere harmløse aktiviteter.
Ordet jagt signalerer tradition og accept, men nutidens skydning af dyr har en helt anden mening end den forhistoriske kamp for overlevelse.
Når skydning af dyr har som formål at hindre skader på afgrøder, at udkonkurrere dyrene i kampen om byttedyrene, at nedsætte støjgener fra dyrene eller at gribe ind i den naturlige balance imellem dyreflokkene, taler man om regulering af dyrebestandene. Som jeg senere vil komme nærmere ind på, er det lykkedes jægerne at sammenblande jagt og regulering og få befolkningen indbildt, at jagt er en barmhjertighedsgerning, der skal forhindre, at dyrene bliver for talrige og dør af sult. Det siger sig selv, at jægere med kendskab til dyrebestandene i et begrænset område ikke er i stand til at vurdere, hvornår en regulering er påkrævet.

Anskydninger

Anskydninger er helt uundgåelige. Man dræber fra afstand, skal ofte reagere hurtigt og har ingen kontrol over dyrets bevægelser i skudøjeblikket. I øvrigt er det ikke forbudt at gå på jagt i beruset, endsige stangdrukken tilstand, hvor reaktionsevne og motorik er yderligere forringet. Ved jagt på flokflyvende fugle skydes der simpelthen op i flokken, ligesom bl.a. rågereder beskydes fra jorden.
Ifølge erfarne jægere anskyder de tilnærmelsesvis lige så mange dyr, som de dræber effektivt. De dygtigste jægere anskyder flest dyr, fordi de simpelthen har færre forbiere. Skydning er med andre ord en meget problematisk måde at slå dyr ihjel på, hvor jægeren med hver eneste anskydning overtræder Dyreværnsloven. Anskydningerne betyder, at millioner af dyr i den danske natur har fået indskudt hagl i kroppen og lever videre i mere eller mindre læderet og svækket tilstand. Jægernes udsagn om, at de bare skal skydetræne noget mere, så løses anskydningsproblemerne, holder således ingenlunde.
De ansatte jægere i Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) undersøger løbende anskydningstallene - vel vidende at disse spiller en stor rolle for jagtens omdømme. Det sker ved, at de skyder dyr med en anden haglstørrelse end hobbyjægerne og efterfølgende røntgenfotograferer dyrene med henblik på fund af hagl. Disse anskydningstal har ikke meget med virkeligheden at gøre, idet et stort antal anskudte dyr må formodes at være døde af deres kvæstelser, at være skudt på endnu en jagt, at være fjernet af jægere på et senere tidspunkt eller være udsat for, at haglene er gået helt igennem kroppen. Endelig kan fund af hagl i et dyr jo indikere mere end én anskydning.
Anskydningerne er utvivlsomt en anstødssten for de mennesker, der kender til fænomenet, men jægerne beroliger befolkningen om, at de tager hånd om problemet med deres Schweisshundeordning. Schweisshundejægerne roses i høje toner i medierne for deres gode gerninger med at opspore og aflive anskudt og påkørt vildt. Imidlertid er det udelukkende hjortevildt, de ulejligheder sig med at opspore, selv om andre anskudte dyr må formodes at lide lige så meget.
Schweisshundejægerne får typisk dyret som ejendom, de får gratis jagt på nemme dyr også uden for jagtsæsonen, og de får mulighed for en særlig attraktiv form for jagt, nemlig den, hvor hundene afliver dyret, som i sin svækkede tilstand mest af alt frygter rovdyr. Ifølge jægerne selv en meget blodig affære, men særdeles spændende.
Hunde kan kun nedlægge rådyr, når disse er sårede eller sidder fast i hegn. Påfaldende nok har det mest benyttede hegn, det såkaldte dyrehegn, netop en maskestørrelse, der gør dette til hyppig foreteelse, hvorfor hegnet i praksis fungerer som en fælde.

Formålet med jagt

Ifølge jægerne er formålet med skydningen af dyrene, at de oplever spænding, får en dejlig naturoplevelse, udlever deres urinstinkter og har et muntert samvær med ligesindede (i de såkaldte hjortedræberklubber). Nogle går også på jagt for at konkurrere med sig selv og andre om opsatser og gevirer til udsmykning på væggen. Endelig har jægerne mulighed for at erhverve dyrets kød som en sidegevinst ved jagten.
At det skulle være nødvendigt at medbringe skydevåben og mest focusere på det jagtbare vildt for at opnå en dejlig naturoplevelse, mangler logik. Eksistensen af urinstinkter hos mennesket er også en skrøne. Mennesker handler ikke instinktivt, men er i besiddelse af både intuition og drifter. Jægernes stræben efter de største gevirer og opsatser har den kedelige konsekvens, at de stærkeste dyr skydes først, og bestandene dermed svækkes.
Nogle af de jagtbare dyr er spiselige, men at udøve dyreskydning er en så bekostelig affære og så tidskrævende, at man må se bort fra erhvervelsen af kød som et hovedformål med jagten. I år 2000 brugte hver jæger i gennemsnit 13.000 kr. på jagt (H.P. Hansen: Jagt i Danmark år 2000) - i dag utvivlsomt betydeligt mere.
Der opdrættes hvert år over 1 million fasaner i Danmark, beregnet til at agere levende skydeskiver. Af annoncer fremgår, at man kan komme på fasanjagt på et gods formedelst et startgebyr på 3.000 kr. og yderligere skal betale 250-300 kr. for hver fasan, man skyder. Når man efter en sådan godsjagt, hvorunder der skydes flere hundrede fasaner, bringer disse til fx vildthandler Bjarne Frost i Næstved (Danmarks største), betaler han 5-7 kr. pr. stk. Ikke så mærkeligt at rygterne går på, at fasanerne blot graves i jorden efter nedskydningen. Kødværdien af disse opdrættede fasaner er ganske ringe og kan ifølge gastronomer end ikke måle sig med papkyllinger.

Konsekvenser af jagt for mennesker, natur og dyreliv

Et opløftende moment i menneskers naturoplevelse er dette at få et glimt af vilde dyr. Desværre forårsager jagten, at dyrene bliver forskræmte og flugtafstanden øges. I Københavnsområdet tror befolkningen på myten om de alt for mange dyr i naturen, som de kender det fra Jægersborg Dyrehave. På landet, hvor jeg færdes, ser jeg yderst sjældent et hjortedyr og har ikke set en hare i årevis. Den invasive dyreart, fasanen, ser jeg til gengæld til overmål. Også haverne hjemsøges af opdrættede fasaner, som er kloge nok til at vide, at de her er uden for skudvidde. Deres tilstedeværelse er ubekvem, for på den ene side vil man gerne yde dem foder og beskyttelse - på den anden side har man ikke bedt om at få andres hønsefugle ind i haven med voldsomt skræpperi hver gang, man går derud. Fasanerne har dog krav på medynk. Hvis de ikke er så heldige at blive skudt, klarer de sig meget dårligt igennem vinteren. Fodringen ophører efter jagtsæsonen, og skydefuglenes fordøjelsessystem er iflg. Dyrenes Beskyttelse så dårligt fungerende, at de har meget vanskeligt ved at optage naturligt forekommende føde. Også rådyr søger tilflugt i private haver, og de usandfærdige meldinger fra jægerne i den forbindelse lyder på, at de sulter ude i naturen, fordi de er alt for talrige. Ved andejagtens start invaderes den bynære Hulemosesø i Vordingborg af ænder i tusindtal med stor forurening af søen til følge.
Mange mennesker føler sig i fare, når der skydes omkring dem. Lyden af skud er ubehagelig og signalerer død og lemlæstelse, og dyrevenner bliver ulykkelige ved tanken om det, der foregår og mister sympati og respekt for gerningsmændene. Jeg har kendskab til flere, der har forladt drømmehuset på landet i frustration over jagten. Mange mennesker er reelt i fare, for de 160.000 jægere i Danmark besidder tilsammen 1 million jagtgeværer, som flittigt benyttes til den allerfarligste kriminalitet.
Dyrene er i høj grad også i fare. Jægerne dræber årligt 2-3 millioner dyr og lemlæster i samme størrelsesorden, dvs. nye undersøgelser indikerer, at de skyder langt flere dyr, end de indberetter. Konsekvenserne for dyrene er - ud over at de mister livet med en ringe begrundelse - at deres hierarkier og grupperinger og balancen mellem dyrearterne bliver forstyrrede, at de mister mager og afkom og må leve et andet liv end det, de genetisk er bestemt til, ved fx at dagaktive dyr bliver henvist til mest at leve deres liv om natten.
Jagten forårsager en betydelig uro i dyreflokkene. De mange storbyræve lever en ofte kummerlig tilværelse, uønskede som de er af de fleste byboere. Storbylivet er ikke valgt frivilligt, men som en flugt fra deres naturlige levesteder på landet. Mange vordingborgensere kan berette om, hvordan rådyr svømmer fra kysten ved Marienlyst Gods over til halvøen Oringe, når der er jagt på godset. Observationer af panisk flygtende dyr fra jagt har jeg gjort mange gange. Alligevel angiver vildtforvalterne i Skov- og Naturstyrelsen alle mulige andre årsager til de mange trafikpåkørsler, der påfaldende nok topper i efterårets jagtsæson.
Den danske fauna er efterhånden helt forskruet på grund af den natur- og vildtpleje, som jægerne påberåber sig. Mange steder, bl.a. på Bornholm, er rævebestanden bortskudt. Rævejagten er meget effektiv pga. af etableringen af kunstige rævegrave af beton, hvor låget kan løftes af. Frilandsrotterne mister dermed deres vigtigste predatorer, og fasanerne, som i virkeligheden ikke hører hjemme i Danmark, dominerer i den grad billedet.
Den ejendomsret, jordbesiddere har over de vildtlevende dyr, som passerer deres jordlod, forekommer ulogisk og urimelig set med nutidens øjne. Disse levende skabninger er tilsyneladende et gratis råstof, som ejerne frit kan udnytte kommercielt.
Når jægere har eller køber sig ejendomsret over dyrene giver det dem en oplevelse af, at dyrenes levesteder er jægernes territorium, som de vogter over med en betydelig nidkærhed. Dyrene må endelig ikke skræmmes over til naboen, hvorfor der overalt opsættes ulovlige hegn og skilte for at holde skovgæster på afstand. Skoven indrettes med henblik på jagt: Bure til fasanopdræt, fælder til fangst af ræve hele året rundt - også i ynglesæsonen, smækfælder til rovfugle, korntønder og udlagt korn og roer, stanniol ophængt i træer, tændte radioer placeret rundt omkring, hochsitze, jagttårne og skydeskjul, etablering af andedamme og barrierer, som skal vanskeliggøre andre naturgæsters adgang.
Når man så utvetydigt oplever sig uvelkommen i naturen, mister man lysten til at komme der. Den naturetablering og -genopretning som naturorganisationer arbejder for bliver mest til glæde for de 3 % af befolkningen, som er jægere, for de fleste steder har de sat sig på naturen.

Befolkningens accept

Jagt er i høj grad baseret på fordrejninger og myter, bedrag og selvbedrag. Jægerne optræder som ”naturvejledere” og ”vildtplejere” og opsøger skoler og børnehaver for at propagandere for jagten og blive så talrige og magtfulde som muligt. Her får de børn i tale i den mest sadistiske og blodtørstige alder, men overskrider også mange børns grænser med brækninger af rådyr, kogning af minkhoveder mm. Dyrene tillægges usympatiske og farlige egenskaber, og følelser for dyr latterliggøres (disneyficering).
Danmarks Jægerforbund betalte i 2001 AIM for at foretage en undersøgelse af danskernes holdning til jagt. I den adspurgte gruppe var jægere betydeligt overrepræsenterede, og det afgørende spørgsmål, hvorpå der konkluderedes, lød til respondenter fra såvel landområder som i storby: ”Føler du dig generet af jagt?” En ikke særlig respektabel eller saglig undersøgelse! Korrigerer man i udregningerne, kan man med tallene i undersøgelsen nå frem til, at 84 % af ikke-jægerne på landet og i mindre byer føler sig generet af jagt. Et overraskende højt antal når man véd, hvor gavmildt jægerne deler ud af deres overflod af byttedyr for at opnå goodwill.

Ulovligheder

Eftersom jagt er en lystbetonet hobbyaktivitet, må der hele tiden overskrides grænser for at det ikke skal blive for kedeligt og rutinepræget. Det er næsten umuligt at gribe ind heroverfor, eftersom jagt foregår på tider og steder, hvor vidner ikke har adgang. Alligevel er der jævnligt spor efter ulovlighederne og synlige og hørlige indicier.
Ved anmeldelser til politiet oplever man, at beviserne hurtigt fjernes, og man får et fuldstændig inadækvat svar, der tyder på, at politiet er en del af jægerflokken. Ved efterfølgende klage til Statsadvokaten får man besked om, at man ikke er klageberettiget. Dette er kun de direkte involverede, altså dyrene(!), hvorfor det hele udarter sig i det rene nonsens, og ulovlighederne ufortrødent kan fortsætte.
Erfarne jægere kan berette om, hvordan jagtsæsonen udvides, hvordan rådyr skydes fra kørende biler, hvordan dyr lokkes til med foder og skydes på foderpladsen, hvordan levende fugle bruges som lokkedyr og hvordan geværløb bøjes for spas og løjer. 6 % af bestanden af den fredede danske nationalfugl, svanen, er anskudt til trods for, at den er meget let at identificere. Jagtkulturen inkluderer ofte alkoholindtagelse - eksempelvis serverer man ved den årlige jagtgudstjeneste i Svinø Kirke ”en lille én” i kirken.
Når jægerne konfronteres med uomtvistelige ulovligheder eller fund af anskudte dyr, lægges skylden over på krybskytter, som om dette er en helt anden kategori af mennesker.

Jægeren

Jægere er som alle andre mennesker ikke ens og kan ikke skæres over én kam. Langt de fleste er mænd, og faktisk kommer en del ældre jægere til en slags besindelse, hvor de tager afstand fra deres tidligere gerninger.
Oplevelsen af en anskydning kan være voldsom. En anskudt hare skriger hjerteskærende, og hvis man ufortrødent fortsætter efter sådanne oplevelser tyder meget på, at man mangler evnen til empati. En vis kynisme og følelseskulde må nødvendigvis også være til stede hos mennesker, der forlyster sig med dyreskydning.
Jægerne har været dygtige til at organisere sig, ligesom de er dygtige til at give hinanden status, fordele og positiv omtale. De lider under, at de tilsyneladende ikke har acceptable argumenter for deres udfoldelser og i debatter må klare sig med grove personangreb.
Menneskets sande væsen afslører sig især i holdningen til og omgangen med de værgeløse dyr, hvorfor jægere stempler sig selv. Det er da også tydeligt, hvordan personer i og omkring kongehuset mister respekt og sympati på grund af deres jagtinteresser.

Kampen imod jagt

Interessekonflikterne imellem dem, der glæder sig over dyrene og ønsker at beskytte dem og dem, der skyder dem, spidser indimellem voldsomt til. Næppe nogen anden hobby dyrkes så meget på andres bekostning.
En forening, Landsforeningen mod Jagt, søgte for år tilbage at etablere sig med pæn tilslutning, men den blev fuldstændig undergravet af masseindmeldelser af jægere og kunne derefter ikke eksistere som en egentlig forening. Den samme strategi har jægere tilkendegivet, at de har praktiseret over for de meget større foreninger, DB, DOF og DN.
Saglige jagtkritiske henvendelser og spørgsmål til vildtforvaltningen i Skov- og Naturstyrelsen besvares ikke eller syltes i årevis, hvorefter svaret er ganske respektløst ukvalificeret og usandfærdigt. Som man kunne forvente tyder alt på, at lystjægere ikke er i stand til at abstrahere fra deres egne interesser og ikke kan forholde sig sagligt til jagt. I Vildtforvaltningsrådet er beslutningerne næsten givet på forhånd, for flertallet har tydeligt nok jagtinteresser.


Konklusion

Med dyb undren og bekymring er vi vidne til, hvordan nogle mennesker tingsliggør dyrene. Der er ingen tvivl om, at dyr har stærke følelser af sorg, angst og smerte og har mere brug for beskyttelse og hjælp end det modsatte i en tid, hvor deres livsbetingelser stadig forringes.
Jeg finder det dybt krænkende og uacceptabelt, at de vilde dyr i Danmark forvaltes af mennesker, der brænder for at skyde dem, og jeg finder det forstemmende at dyreskydning i det hele taget er tilladt.
Den eneste acceptable jagtform med brug af skydevåben er en forsigtig regulering af dyrebestande, der skal være begrundet af fagfolk uden interesser for lystjagt og udført af særligt uddannede skytter, der kan dokumentere, at de aldrig har skudt dyr for sjov.


Med venlige hilsner Annette Illum Rosenmunthe
Netværkskoordinator for Reskekt for dyreliv







2008: Kampen imod jagt

VILDTPARADE



-------------------------------------------------

En Synd

Blandt meget Andet, jeg har fortrudt,
som kommer igjen, naar jeg sidder alene,
er det: at jeg har paa en Sælhund skudt,
som hviled på Strandens Stene.
Den laa derude saa tillidsfuld
i den klare, venlige Foraarsaften,
mens Havet glimred som smelted Guld -
da lyned mit Skud og traf den.

Jeg saared den kun! Men Vinden bar
en underlig stønnende Lyd til mit Øre:
et Suk, der gjennem mit Hjerte skar,
jeg synes endnu det at høre.
Forbandede Skud! Jeg saared den kun
og saa’ den styrte sig angst i Havet
for at skjule sit Saar paa den dybe Bund,
der har saa Meget begravet.

Hvad vilde jeg med den? Hvad drev min Haand?
For mig var Dyret et værdløst Bytte.
Det var Myrdelysten, som greb min Aand;
jeg vilde prale som Skytte!
Nu ligger imellem to snese Aar,
fra Vinden fløj bort med Dyrets Klage. -
Selv fik jeg af Verden mangt et Saar;
hvorfor da med Sligt sig plage?

Er min Synd da for evig begravet dermed?
Nej! Lad Alverden finde den lille;
for mig er den stor, - jeg blues derved,
den plumred mig Sjælens Kilde!
Blandt alt hvad Andet jeg har forskyldt,
som angrende jeg har forsøgt at sone,
jeg bærer den med i en Rejsebylt,
hvormed jeg skal staa for Guds Throne!


H.V. Kaalund (1881)


[ Tilbage | Print | Send til en ven ]

Emner
Arrangementer
Artikler og breve
Billedgalleri
Digte og kloge ord
Fra det virkelige liv
Gode råd om dyrevelfærd
Høringssvar
KATTENS DAG.
Love og bekendtgørelser
Offentlige kontakter
Vores årsmagasiner


Hesteinternatet af 1999 • Tlf. 40 37 16 89